
Foreningen blev stiftet primo 1998, da vi købte ejendommen af Københavns Kommune. Bygningerne er opført i 1957. Lejlighederne var oprindeligt lejelejligheder tiltænkt ansatte ved Bispebjerg Hospital, sygeplejerske, sygeplejeelever, laboranter og læger samt administrativt personale. En anden del af ejendommen var tiltænkt som alment nyttigt boligbyggeri. Foreningen består nu af 157 lejligheder, hvoraf lille del fortsat er lejelejligheder. Lejlighedernes størrelse er fra ca. 39 kvm. til 150 kvm. Foreningen har et enkelt erhvervslejemål, Dagli' Brugsen, på hjørnet af Tuborgvej og Tagensvej, og forretningen har eksisteret siden ejendommens opførelse i 1957. Dengang hed den Hovedstadens Brugsforening.
Efter vi købte og stiftede andelsboligforeningen A/B Kastanjebo, er der løbende sat gang i flere restaurerings- og vedligeholdelsesprojekter. Det første var i 1999/2000 hvor huset fik nye vinduer i samtlige lejligheder og taget blev levetidsforlænget.
Siden er det blevet til flere større og mindre forandringer, så som egen varmtvands produktion, installering af adgangskontrol ved hoveddørene, renovering af indgangspartier og TV inspektion af kloaknettet.
I 2003 fik vi installeret et fælles data- /telefonnet til alle lejligheder.
I 2005 fik foreningen i fællesskab med naboforeningen et supermoderne Miele fællesvaskeri med automatisk sæbedossering. Samme år fik ejendommen nye dørtelefoner, og vi tog tørrerum i kælderen i brug.
Datanettet blev i 2006 udvidet med egen TV hovedstation således foreningen nu forsyner beboerne med 28 TV kanaler. I 2007 fik vi installeret fiber internet til foreningen samtidig med en modernisering af data forsyningen.
I 2009 tog vi, som følge af postkasseloven, udendørs postkasser i brug.
2009 er også der hvor vi virkelig går i gang med energibesparende foranstaltninger. Lys styring i kælder påbegyndes og nye A-mærkede cirkulationspumper monteres.
I 2009/10 er det planen, at ejendommen skal have lagt nyt tag, efterisoleres, og lejlighederne i taget skal udvides til fuldt moderne højkvalitets lejligheder med tagaltaner.
Da foreningen er i konstant udvikling og vedligehold er en dynamisk proces, er planerne for fremtiden løbende udskiftning af brugsvandsrør, faldstammer samt maling af trappeopgangene.
Muren mod Tagensvej skal også renoveres ligesom vi har planer om renovering af indgangene til huset med fliser og flere cykelstativer.
|